To nye edderkopaber er landet i GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOOs direktør Richard Østerballe åbner for de to transportkasser, der er båret ind i stalden. Og ud springer parkens nyeste beboere Sissi og Kikou; en brun edderkopabe og hendes unge, som kommer fra den franske zoologiske have Bioparc de Doué la Fontaine.
De to aber skal leve i GIVSKUD ZOO sammen med hannen, som ankom en uge forinden fra Albuquerque Biological Park i New Mexico, USA.
Spændt på sammensætning
I sin første tid i GIVSKUD ZOO har hanaben haft et godt og roligt gemyt. Men der er alligevel spænding forud for sammensætningen med de to nye aber. Hannen har nemlig ikke været vant til at leve sammen med andre aber i flere år.
- De får ikke lov til at gå sammen endnu. Der er sjældent set eksempler på, at hanner har været meget aggressive mod unger, som ikke er deres, og vi vil gerne lave en god introduktion, så de alle tre kommer godt overens. Samtidig er det også en stor omvæltning for den lille han-unge, som har brug for megen beskyttelse og tryghed hos sin mor lige nu, siger GIVSKUD ZOOs dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen.
Fint første møde
Da hunnen og ungen bliver lukket ud i stalden, tager hun ubekymret de nye omgivelser i øjesyn, mens ungen skriger og holder sig tæt op ad moren. De falder dog hurtigt til ro - og moren begynder at søge ned mod den del af stalden, hvor hannen sidder.
Hos hannen Dos har nysgerrigheden også vundet over nervøsiteten, og han er hoppet helt frem til det gitternet, der adskiller burene. Her sidder hannen og hunnen og snuser lidt gennem nettet.
-Det første møde gik umiddelbart rigtig godt. De voksne havde kontakt gennem nettet, og der var ingen aggression. De havde mulighed for at bide efter hinandens fingre, men brugte i stedet tiden på at snuse til hinanden og vokalisere. Ungen var også med og hilste på hannen, så det var så fint, som det kunne være, siger Ditte-Mari Sandgreen.
Kan ses af gæster
Aberne er i karantæne frem til slutningen af april, men rent praktisk har det kun betydning for dyrepassernes håndtering af dyrene.
Publikum vil kunne se i hvert fald hanaben, når GIVSKUD ZOO åbner til sæson 2017.
- Hunnen og ungen skal først lige falde til, og alle tre aber skal være ordentligt introduceret til hinanden, før de får lov til at svinge rundt i anlægget sammen, siger Ditte-Mari Sandgreen.