04. juli 2017
Under transporten til den nye stald støtter dyrepasser Henrik hovedet på den ene zebra.For at sikre at parkens nye avlshingst hos zebraerne og tre unghingste ikke slås på savannen, er de tre unge blevet rykket til en ny stald. Det var en stor opgave, der krævede mange hænder.
Masser af GIVSKUD ZOOs folk bliver tilkaldt. For det er en stor - og ikke mindst tung opgave, der venter denne formiddag. Tre zebrahingste skal bedøves, løftes ud af stalden og flyttes til en anden stald.
- Nu sover de, så nu kan vi gå i gang, siger dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen, som netop har skudt pile afsted og bedøvet de tre hingste.
Det store hold af hjælpere går ind i stalden og placerer et bærestykke under den første zebra. Derefter kan han løftes ud i den ventende trailer. Han vejer op mod 300 kilo, så der er god brug for hjælp fra de ni, der hjælper til.
Derefter kommer turen til nummer to. Og nummer tre.
Flytning gik nemt Da alle tre zebraer er båret ud i den ventede trailer, bliver de kørt gennem parken til et anlæg i en lukket del af området. Her skal de gå sammen og holde hinanden med selskab.
I naturen forlader unge hingste også den oprindelige flok og danner grupper, så det er en naturlig udvikling, dyrene også følger her i GIVSKUD ZOO.
Den ene bliver løftet ud af traileren og ind i den nye stald, mens dyrlægen vækker de to andre, så de selv kan gå ud af traileren.
- Det var en stor opgave, men det gik rigtig fint. De blev bedøvet hurtigt, og fordi vi var så mange, gik det stærkt med at få dem løftet ud af den ene stald og sat ind i den anden. Så vi er godt tilfredse, siger Ditte-Mari Sandgreen.
Tre hingste skal sendes væk De tre unge hingste skal flyttes, fordi der lige er kommet ny avlshingst til GIVSKUD ZOO.
- Siden hans ankomst har de rottet sig sammen mod den nye avlshingst med slag og spark, og det er et godt tegn til os om, at de snart er kønsmodne. Vi kan ikke beholde dem i parken, da de er i familie med nogle af vores hunner. Så vi kan ikke avle med dem og risikere indavl. Derfor er planen, at de skal flyttes til andre steder, fortæller dyrlægen.
Indtil videre er der ikke sat dato på, for hvornår zebraerne skal flyttes til andre zoologiske haver.