Udsendte przewalskiheste trives
I 2014 blev den unge hoppe Bayan, som oprindeligt kom fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, sat ud i området Takhin tal i Gobiørkenen i Mongoliet.
I 2017 blev endnu en ung hoppe, Chantou, sendt på samme rejse.
De to hopper blev en del af et større internationalt projekt. Siden 1992 er der blevet udsat heste i tre forskellige reservater i Mongoliet, og siden 2010 har Prag Zoo stået for arbejdet med genudsætning af heste.
Antallet af przewalskiheste, som er sendt fra Europa til Gobi-ørkenen i samarbejde med Prag Zoo og den tjekkiske hær, er nu oppe på 34. Og de udsatte heste har selv ynglet, så den samlede flok i Mongoliet nu er oppe på godt 270 – og dermed snart fuldt ud levedygtig. Indtil videre er der født 41 føl i år, og flere er på vej.
- Det er en rigtig god nyhed og rigtig flotte tal, vi har fået fra Prag Zoo. En af vores fornemmeste opgaver er at hjælpe med at bevare truede dyrearter. Og med genudsættelse af przewalskiheste i naturen er vi jo direkte med til at hjælpe arten med at overleve. Det er helt fantastisk, når det så lykkes, og hestene formerer sig, så de kan overleve i naturen, siger biolog i GIVSKUD ZOO, Kim Skalborg Simonsen.
Hestene trives
Den ene hoppe fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Chantou, døde desværre. Men den anden, Bayan, ser ud til at trives. Ifølge projektlederen befinder Bayan sig i en meget sky flok, som holder til i området Ylkhon, et meget svært tilgængeligt område.
- Vi ved, at hun fik et føl i 2017, men hun mistede det nogle uger senere, og det samme skete sidste år. Heldigvis har Bayan fået et føl igen denne sommer, en hingst. Og vi har ikke fået andre meldinger, end at de skulle trives. Det er ikke så usædvanligt for hestene, som lever i dette område af Mongoliet, at de mister føl. Der lever nemlig også ulve i området, som anses for årsag til, at føllene forsvinder, forklarer Kim Skalborg Simonsen.
Ifølge biologen er der noget, tyder det på, at hestene vil være i stand til at klare sig selv, hvis blot de får lov, eftersom antallet af heste er gået fra 34 til 270 i alt:
- Vi ved dog, at der en gang imellem kommer nogle hårde vintre, så det er vigtigt, at projektet stadig følges tæt, og at så mange føl som muligt overlever i de gode år.
Område udvides
Przewalskihesten var tidligere helt udryddet naturen. Men via samarbejde om avl lykkedes det zoologiske haver at bevare arten i fangenskab - og det store projekt med genudsætning af heste skal sikre, at arten vender tilbage og bliver fuldt ud levedygtig i sit oprindelige levested i Asien.
Tidligere på året fik projektet endnu et skub fremad, da regeringen i Mongoliet meldte ud, at den ville næsten fordoble arealet af det område, hvor projektet med przewalskihestene foregår.
- I og med at projektet har været så vellykket, og bestanden er styrket så markant, er przewalskihestens
status ændret fra ”uddød i naturen” til ”sårbar”. Så det er en rigtig succeshistorie.