lukket
Mødedeltagerne var ude at se på løverne i GIVSKUD ZOO.

Udsigt til at løverne får en stambog

21. december 2018
Et møde i GIVSKUD ZOO bliver forhåbentlig kickstarten på en ny måde at forvalte løver i det europæiske samarbejde blandt zoologiske haver.

Kort før jul mødtes eksperter fra Leiden Universitetet i Holland, en genetiker fra Zoo i København, formanden fra kattegruppen i den europæiske sammenslutning af zoologiske haver, EAZA, samt flere biologer og dyrepassere fra GIVSKUD ZOO i parken.
Formålet med mødet var at drøfte muligheden for at oprette stambøger for afrikanske løver, og mødet var kommet i stand på foranledning af GIVSKUD ZOOs biolog, Kim Skalborg Simonsen, som i flere år har studeret løverne i de zoologiske haver.

- På trods af at der er rigtig mange stambøger i det europæiske samarbejde mellem zoologiske haver, så er der ikke stambøger for de afrikanske løver. Og til dels på grund af GIVSKUD ZOOs historie med løver, som på sin vis var med til at danne parken for godt 50 år siden, mener vi, at det er oplagt, at det er GIVSKUD ZOO, der laver den. Og så er det spændende og giver ny viden om dyrene, forklarer Kim Skalborg Simonsen.

Ingen optegnelser om afstamning
Der har aldrig været stambøger for løverne, fordi man ifølge biologen har været i tvivl om, hvordan man skulle dele dem op.

- Der har været løver i fangenskab i mange, mange generationer, men man ved egentlig ikke helt, hvor mange af dem kommer fra oprindeligt, fordi man ikke har haft konsekvent registrering af dem før engang i 80’erne. Kun nogle få zoologiske haver, blandt andet i Tyskland har optegnelser mange år tilbage, fortæller biologen og tilføjer:

- Så indtil videre ved man faktisk ikke ret meget om løvernes oprindelse rundt om i zoologiske haver. Men nu er der kommet nye metoder inden for genetikundersøgelser, der giver mulighed for at undersøge forskelle, man ikke kan se med det blotte øje. For eksempel løvernes genetiske afstamning. Og det giver os mulighed for at kortlægge oprindelsen hos de afrikanske løver, der er i zoologiske haver. 

Opdeles i to afrikanske underarter
For at spore sig ind på hvordan man bedst registrerer og sammensætter løver i zoologiske haver, bør zoo-løver inddeles på samme måde, som man inddeler underarter i naturen, lyder vurderingen.

- Det er faktisk først for nyligt, at man er blevet helt klar over, hvordan taxonomien for løver er. Det vil sige, hvor mange underarter der findes. Og det er også en af grundene til, at det har taget lang tid at nå frem til en stambog. Man har simpelthen ikke vidst, hvordan man skulle opdele dem. Nu har man endelig inddelt de afrikanske løver i naturen i to underarter – en i det sydlige Afrika og en i Central- og Vestafrika. Og hvis vi skal lave stambøger, der giver mening i zoologiske haver, skal vi inddele vores løver på samme måde, forklarer biologen.

- Ved at opdele løverne i underarter bliver grupperne adskilte og mere rene. Og hvis man engang skulle genudsætte løver til naturen, ville det være bedst at sætte så rene underarter som muligt ud i det område, de hører til.

Har allerede indsamlet stikprøver
For at finde ud af hvilken underart løverne i de europæiske zoologiske haver tilhører, har Kim Skalborg Simonsen gennem de senere år indsamlet stikprøver på løvernes afstamning.
Resultaterne er blevet bearbejdet af forskere fra Leiden Universitet i Holland, som var med til mødet i GIVSKUD ZOO for at drøfte den videre færd i forhold til at få etableret stambøger for løverne.

- På mødet debatterede vi, hvad de er kommet frem til rent genetisk, og så sammenholdt vi det med vores kompetencer i forhold til management af populationer. Så vi derudfra kunne komme videre med at iværksætte et nyt projekt for stambøger, siger Kim Skalborg Simonsen.

Forslag skal sendes videre
Mødet mundede ud i, at GIVSKUD ZOO nu i første omgang i samarbejde med de deltagende parter prøver at stykke et forslag sammen med udgangspunkt i to nye stambøger – en for sydafrikanske løver og en for vest- og centralafrikanske løver.
Forslaget skal så gennemgås af den gruppe under EAZA, der arbejder med store kattedyr – og hvis formand også var med til mødet i GIVSKUD ZOO.
Derefter sendes det til egentlig behandling hos EAZA, som skal vurdere, om man vil etablere stambøger for løverne.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med udfaldet af mødet og håber, at vi i nær fremtid får iværksat stambøger for løveunderarterne. Det vil give os meget mere viden og et bedre værktøj til at arbejde med dyrene i fremtiden, siger Kim Skalborg Simonsen.

Hvis forslaget til stambøger stemmes igennem, kan en egentlig identifikation af løverne begynde. Det vil dog tage nogle år, før der er samlet nok information til stambøgerne, til at de vil være rigtig velfungerende.

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.