Ung guanako er sendt til udlandet
Tidligt onsdag morgen kørte en transportbil ind i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Den kom fra Lodz Zoo i Polen, som skal overtage en af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs unge guanakohunner.
Først blev transportkassen læsset af bilen og sat op mod døren i gunakaoernes stald.
Derefter blev den unge udvalgte hun gennet ind først i en baggård og siden ind i transportkassen, som skal fragte hende til Polen.
- Vi gav hende mulighed for selv at gå ind i kassen i stedet for at bedøve hende. Så gik dyrepasserne bag hende og guidede vej. Det gik rigtig fint og uden den store stress, så det tog kun nogle minutter, fortæller dyrlæge i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Ditte-Mari Sandgreen.
Den unge guanakohun kan ikke længere blive i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Hun er ved at være kønsmoden, og da parken har hendes far som førerhan i flokken, vil det give risiko for indavl. Derfor skal hun i stedet indgå i en ny flok, hvor hun kan få unger.
God læring
I forbindelse med transporten var flere af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs unge dyrepasserelever med. Og det giver et rigtig godt indblik i en del af arbejdet i en dyrepark.
- Det er jo ikke hver dag, men vi har ofte transporter ind og ud af parken. De foregår på forskellig vis, og det er meget lærerigt for vores elever at være med og få indsigt i, hvordan transporter fungerer. Både når det går godt fra start til slut, eller når vi skal ændre strategi for transporten for at passe både på mennesker og dyr, siger Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:
- I dag var det en forholdsvis simpel transport, men vi benyttede alligevel lejligheden til at lære vores dyrepasserelever om, hvordan en transport foregår og hvilke overvejelser, vi har før, under og efter transporten. De får lov at være med undervejs og hjælper med hele processen, mens en erfaren dyrepasser står for de overordnede beslutninger
- I dette tilfælde gik det helt gnidningsfrit. Og vi blev ikke engang spyttet på, smiler dyrlægen.
Det forventes, at den unge guanakohun er fremme ved sit nye hjem i morgen. Undervejs på turen til Polen bliver hun løbende tilset og får foder og vand.