Vandbøfler er rykket til nyt anlæg
Ved allerførste udlukning var de fire vandbøfler lige lidt skeptiske og kiggede sig forsigtigt omkring. De blev stående ved stalden og skulle lige undersøge, hvor de var. Men ellers gik der ikke mange minutter, før vandbøflerne i den grad tog deres nye anlæg til sig.
- De løb omkring, gravede i jorden med deres horn, kastede græstotter op i luften og så i det hele taget ganske veltilpasse ud. Og de bruger hele anlægget og kommer godt ud i hjørnerne. Så vi tror, at de er glade for de nye omgivelser, fortæller GIVSKUD ZOOs dyrlæge, Ditte- Mari Sandgreen.
En del af en rokade
Vandbøflerne har indtil nu gået i et anlæg lige ved siden af elefanterne ved området P1, som er det første område, man som gæst kommer til i parken.
Men her kunne vandbøflerne ikke blive, fordi anlægget skal inddrages og indrettes til nye dyr.
I 2019 rykker brillebjørne nemlig ind i GIVSKUD ZOO i det, der bliver Europas største brillebjørneanlæg. Og det hidtidige vandbøffelanlæg bliver en del af det bjørneanlæg.
- Det giver os et større rokade-puslespil, der skal gå op, fordi dyrene skal være i anlæg, der selvfølgelig størrelsesmæssigt og sikkerhedsmæssigt passer til dem, forklarer dyrlægen.
For vandbøflerne betyder det, at de er blevet flyttet til det anlæg ved området P3, hvor der før har været strudse. Det ligger lige over for anlægget med løver, som gæster kan se gennem en glasrude.
- Det var rigtig sjovt at se, hvordan løverne og vandbøflerne var opmærksomme på hinanden lige efter flytningen. Men nu har de vænnet sig til hinanden. Og vi er rigtig godt tilfredse med valget af anlægget til vandbøflerne; dyrene nyder det, anlægget har før været brugt til både næsehorn og bisonokser, så det passer i både størrelse og sikkerhed til store dyrearter – og endelig kan det give en rigtig god og fascinerende oplevelse for vores gæster, fordi de kommer tættere på de store dyr.
Med vandbøflernes indryk betyder det, at strudsene rykker til en ny placering i parken. Her overvejes muligheden for indryk på de afrikanske savanner.
De fire vandbøfler kan opleves i deres nye anlæg både i vinterferien i uge 7, når GIVSKUD ZOO holder åbent fra mandag den 11. til fredag den 15. februar – og så igen når sæson 2019 rigtig skydes i gang fra lørdag den 13. april.