Vi er halvvejs med FNs Verdensmål
FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling trådte i kraft i januar 2016 med en ambition og plan frem mod 2030. De 17 Verdensmål med 169 delmål forpligter FN’s 193 medlemslande til at arbejde for en bæredygtig udvikling og en retfærdig retning på hele kloden.
Her i 2023 er vi godt halvvejs rent tidsmæssigt om at nå ambitionerne i planen – men Danmark og regeringen har fået kritik for at halte bagefter, når det kommer til at implementere målene i politikken og beslutningerne.
Samtidig er vi generelt mere bagud end ventet på nuværende tidspunkt, fordi krige, covid 19-pandemi og klimakrise har sat enorme aftryk på verden i de senere år.
Det ændrer dog ikke på, at målene stadig er højaktuelle. I sidste uge fra den 7. til den 9. november 2023 løb Verdensmålsugen af stablen. Det var et topmøde, hvor Danmarks beslutningstagere, ledere og eksperter blev sat i stævne for at drøfte målene forud fra FN’s klimatopmøde, COP28, som skal holdes i De Forenede Arabiske Emirater inden årsskiftet. Ved Verdensmålsugen blev der delt viden og debatteret løsninger og investeringer, der kan sikre den bæredygtige udvikling og retfærdige retning, sådan som verdensmålene lægger op til.
Verdensmål i skoletjenesten
Også i GIVSKUD ZOO – ZOOTPIA er målene en fast del af hverdagen. For eksempel er der oprettet nye undervisningsforløb til elever både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen;
- Vi mærker tydeligt, at interessen for verdensmål stiger, og vi arbejder målrettet på at implementere det i vores formidling til dagsgæster og undervisning til elever i skoletjenesten. I skoletjenesten oplever vi større viden og interesse fra lærere og elever, så det er tydeligt, at målene bruges i skolerne – og glædeligt, hvis det, vi gør, er med til at inspirere og gøre en forskel. Det er i hvert fald vores ambition, fortæller biolog og formidler i parkens skoletjeneste, Susanne Toft Henriksen.
Skarpt fokus på bæredygtighed
Udover at der nu er faste undervisningsforløb om verdensmål i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs skoletjeneste, har parken i de senere år haft events med fokus på verdensmål, og midt i parken er der etableret en arena med en udstilling, så parkens gæster kan lære mere om verdensmålene. Her får parkens gæster også indblik i, hvordan vi arbejder med bæredygtighed og verdensmål i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
Arbejdet med verdensmål er også bredt forankret i virksomheden, idet repræsentanter fra alle afdelinger jævnligt mødes og følger op på nuværende tiltag og igangsætter nye initiativer, der sigter mod at skabe mere bæredygtighed i arbejdet.
Parkens generelle formål om beskyttelse og bevaring af arter falder naturligt nok også i tråd med verdensmålene om beskyttelse af liv på land og i vand.
- Vi gør, alt hvad vi kan, for at omstille parken i alle afdelinger, så vi udvikler os bæredygtigt, uanset om det handler om affaldssortering, indkøb af varer, køretøjer eller forbrug af strøm, vand og varme. Det indgår i parkens overordnede strategi, og vi er nået dertil, hvor det er blevet en naturlig ting at tage højde for i forbindelse med vores daglige opgaver, forklarer Susanne Toft Henriksen.
Du kan læse om GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs forløb om verdensmål her.