Vi tager vores forholdsregler
Traktorerne kører som sædvanligt rundt på savannerne og til staldene, dyrepasserne rengør anlæg, og dyr trækker forårets solstråler til sig.
Livet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA går videre som altid. Men COVID-19 har sat sine spor i parken.
- Vi har primært fokus på at beskytte vores medarbejdere og på at have god bemanding hos dyrene. Så vi har taget vores forholdsregler for at kunne opretholde en nogenlunde normal hverdag, mens coronakrisen ruller, fortæller dyrlæge i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Ditte-Mari Sandgreen.
Inddelt i teams
Et af de tiltag, der skal sikre, at dyrene fortsat kan passes, er at dyrepasserstaben er opdelt i forskellige teams, så de arbejder så vidt muligt uden tæt kontakt.
Samtidig arbejder de ansvarlige for dyrestaben også adskilt, så der hele tiden er nogle, der kan tage over og klare opgaverne, hvis uheldet er ude, og medarbejdere skal sygemeldes og i karantæne.
- Det er klart, at vi overholder alle anbefalinger og retningslinjer fra de danske myndigheder, og et af de essentielle punkter er jo at undgå tæt kontakt, siger dyrlægen og tilføjer:
- Vi har stadig gode stabile foderleverancer og de specialprodukter, vi behøver, har vi også på lager til flere måneders forbrug, så håber vi meget, at situationen har bedret sig i mellemtiden.
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA følger løbende situationen og retter sig efter gældende anbefalinger fra myndighederne.