Zebramangustunger i anlægget
Flokken af zebramanguster piler hurtigt afsted gennem løbegangen fra stalden til deres udeanlæg i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Flere af dem har små unger i munden.
- Vi fik unger for godt en måned siden, men det har indtil nu ikke været muligt at se dem i anlægget. Den første tid efter fødslen tilbringer zebramangustunger altid inde i redekasser i stalden. De er helt hjælpeløse. De fødes blinde og uden pels, dog kan man se aftegninger i huden allerede fra fødslen, som så senere viser sig i pelsen. Først når de bliver lidt mere robuste, tager de voksne dyr de små med udenfor, forklarer biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.
En lille børnehave
Når zebramangusterne får unger, er der nærmest en samlet børnehave i stalden og udeanlægget, fortæller biologen:
- Hele flokken hjælper med at holde opsyn med ungerne og passe dem. I naturen er det rigtig smart, for det frigør tid og ressourcer hos alle i flokken til at gå ud og finde føde Så de står virkelig sammen, må man sige.
De små unger får ikke lov at blive ude hele dagen. De voksne slæber dem ind i stalden igen, når de synes, det er tid til det. Men det varer ikke længe, før ungerne selv kan gå rundt sammen med de store zebramangustere.