Moderne dyreanlæg
Når et nyt anlæg skal bygges, er der mange overvejelser, der skal gøres først. Design, brugervenlighed og dyrevelfærd skal alt sammen overvejes, og vigtigst af alt er sikkerheden.
Når man før i tiden anskaffede sig et nyt dyr i en zoologisk have, var det vigtigste, at dyret ikke kunne stikke af, og at publikum kunne se dyret. Til det formål var de gamle traditionelle tremmebure udmærkede. I dag har vores holdning til dyr i zoologiske haver imidlertid ændret sig. Tremmer giver en dårlig formidling, og anlæggene skal i meget højere grad tilgodese dyrenes trivsel.
Gorillaanlægget i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA er et godt eksempel på et anlæg, der ikke er det gamle ”typehus” med tremmer og fliser.
Da det blev besluttet, at GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA skulle have gorillaer, begyndte en lang design- og byggeproces. Først og fremmest skal man kende det pågældende dyrs biologi, når man vil bygge et anlæg til det. Hvilken adfærd, reproduktionsbiologi, flokadfærd, fødebiologi og typiske veterinære problemer har dyret.
Gorillaer er flokdyr med en typisk ”haremsstruktur”, det vil sige en dominerende han med en gruppe af yngledygtige hunner og deres unger. Staldsystem og udeanlæg skulle således dimensioneres til en eller flere grupper af dyr og ikke bare til to-tre dyr. På den måde skulle alle aspekter af gorillaernes biologi indarbejdes i projektet. Der findes megen tilgængelig viden om gorillaer i litteraturen. Men det vigtigste af alt er at komme rundt og se eksisterende anlæg og tale med dyrepassere, der har erfaring med dyrene. I løbet af det første projektår var vi således rundt og se flere eksisterende anlæg i Europa for at indsamle gode ideer og erfaringer. Dette resulterede i det grundlæggende projektoplæg og en lang række af de detaljer, som er indbygget i staldsystemet og udeanlægget.
Grundlæggende gælder det stadig, at man skal forhindre dyrene i at forlade anlægget. Afgrænsningerne er således først og fremmest lavet med henblik på at holde gorillaerne inde, men de er lavet på en måde, så det ikke ødelægger den formidlingsmæssige oplevelse af anlægget. Den del af gorillastalden, der ikke opleves af publikum, er udelukkende indrettet med henblik på dyrenes trivsel og på de praktiske aspekter ved dyrepasserens arbejde. Det er for eksempel muligt for gorillaerne via et system af døre og tunneller at bevæge sig frit rundt overalt i huset. Samtidigt er adgangsdøre og porte lavet, så det er muligt for dyrepasseren at køre en traktor med vogn helt ind i huset.
Gorillaer er rolige og besindige dyr, hvilket kan gøre dem lidt kedelige set fra publikums synspunkt. Det har vi prøvet at kompensere for ved at lave publikumspassagen spændende i sig selv. En lang række elementer, såsom ”hulen”, ”terrænstien” og ”landsbyen” er skabt for at fastholde publikum i en spændende oplevelse, der forhåbentlig skal gøre dem væsentlig klogere på gorillaerne og deres liv. Det færdige anlæg er således et sammenkog af mange års erfaringer i andre zoologiske haver, et udvalg af de designelementer der passede ind i vores koncept af et moderne gorillaanlæg og endelig et ønske om at forsøge at bringe udviklingen endnu et skridt videre mod det perfekte anlæg for gorillaer – og mennesker.