Åbent i dag: 10-17

Rio og Paranás første møde gik godt

29. november 2022
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs to kæmpeoddere, hannen Rio og hunnen Paraná, har mødt hinanden for første gang. Og det første møde giver håb om endnu et succesfuldt avlspar i parken.

Sekundet efter at lågen fra det store anlæg ind til kæmpeoddernes baglokale går op, stikker hannen Rio hovedet frem. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs nye hun Paraná sidder lidt afventede nogle meter fremme, mens han trisser over gulvet imod hende. Imens kigger mange af parkens ansatte nysgerrigt til.
Da Rio når frem til hende, kaster de to oddere sig over hinanden med det samme – på den rigtig gode måde.

- Det er et helt perfekt første møde og rigtig gode takter, så det giver os selvfølgelig store forhåbninger om, at de kan få det godt som par og måske blive lige så succesfulde som vores gamle avlspar, siger kæmpeoddernes dyrepasser Maja Lassen og tilføjer:

- De slås ikke, men løber i stedet rundt sammen, skiftes til at løbe efter hinanden, hopper i vandet, tumler og laver parringsbevægelser. Så vi har ikke set noget, som på nogen måde gør os urolige.    

Introduktion i etaper
Introduktionen til anlægget og mødet med hannen Rio er foregået i etaper for parkens nye hun Paraná, så det hele ikke blev for overvældende og voldsomt. Først fik hun lov at se de nye omgivelser an. Imens kunne hun høre Rio. Derefter fik de lov at møde hinanden gennem et gitter, hvilket også gik rigtig godt. Og det første rigtige møde uden gitter var også en succes. 

- Paraná brokkede sig lidt, når han lige har haft fat i hende, mens Rio er kommet med en masse veltilpasse lyde. Og ellers har de bare været sammen. Lige bortset fra da Rio fandt et par fisk, som han lige skulle spise. Og så løb han ellers hurtigt tilbage til Paraná, smiler dyrepasseren.

Håb om unger i fremtiden
Efter sammenlukningen skal de to kæmpeoddere nu blive sammen i parkens store anlæg.
Begge oddere er kønsmodne, så i princippet kan de parre sig nu, og så kan der komme unger om nogle måneder. Om det lige går så hurtigt, tør dyrepasser Maja Lassen ikke sige:  

- Det vigtigste her i første omgang er, at Rio og Paraná får det godt sammen, og så kommer der forhåbentlig unger på sigt. Og det bliver et sjovt avlspar at følge. De er jo begge unge og energiske, og sådan som vi ser dem tumle rundt ved sammenlukningen, kan godt betyde, at der også bliver liv og glade dage i anlægget fremover.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Farvel til Richard og velkommen til Rasmus
01. maj 2024
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har fået ny direktør. Richard Østerballe har overladt stafetten til Rasmus Sebasti…
Nu kan du opleve nil-letjer
30. april 2024
Når man kører på safarituren rundt i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, vil man fremover kunne opleve parkens nyeste…
Børneshow: Onkel Reje
30. april 2024
Lørdag den 11. maj byder GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA endnu engang på et underholdende sjov for hele familien, n…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.