Åbent i dag: 10-18

Pasning af zoodyr

At passe dyrene i GIVSKUD ZOO er et stort arbejde. Mange af dyrene er meget store eller farlige, og det kræver derfor stor sikkerhed at omgås dem. Andre dyr kommer fra eksotiske egne, og de har brug for en helt speciel pleje.

 

Dyrene i zoologiske anlæg er helt afhængige af de personer, der passer dem. Derfor er det dyrepasserens vigtigste opgave at sikre dyrenes velfærd. Den daglige observation af dyrene giver dyrepasseren en god indsigt i dyrenes adfærd og deres liv. Dyrepasseren lærer hurtigt det enkelte dyrs personlighed at kende, og konkrete fakta som vægt, medicinering, parringer, fødsler, mærkning og dødsfald registreres i dyrenes journaler.

 

Det eksotiske køkken

Der er mange spændende ting på menuen, når dyrene i GIVSKUD ZOO skal fodres. Hvert eneste dyr får en nøje afbalanceret kost, der passer til dyrets behov og aktuelle situation. Unger, drægtige, eller diegivende dyr har behov for ekstra rationer, så dyrepasserne må løbende justere foderplanerne.

 

Identifikation

Af hensyn til registrering og avl er det meget vigtigt at kunne identificere dyrene individuelt. Nogle dyr ser forskellige ud. Det gælder for eksempel de fleste dyr med pletter eller striber. Men der er også mange dyrearter, hvor man end ikke kan se forskel på kønnene. Derfor mærkes dyrene blandt andet med ringe, tatoveringer, øreklip eller micro-chips. Det er dyrepassernes opgave at sørge for, at de enkelte dyr kan skelnes fra hinanden på den ene eller anden måde.

Fodringsteknik

Udover det daglige arbejde med rengøring af staldene sørger dyrepasserne for, at dyrene beriges, det vil sige, dyrepasserne laver en form for aktivitet, der stimulerer dyrenes adfærd. Hvis et dyr i naturen bruger det meste af dagen på at søge efter føde, så er det vigtigt, at give dyrene i zoo mulighed for den samme adfærd. Derfor gemmer dyrepasserne foderet eller spreder det på et stort areal, så dyrene skal bruge lang tid på at finde det.

 

Lagerstyring

Dyrepasserne i GIVSKUD ZOO holder også styr på lageret af foder. De køber blandt andet kød, fisk, frugt og grønt, korn og foderstoffer, og når varerne leveres, kontrollerer de, at kvaliteten er i top.

Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges på åbningsdag i hele 2022 sæsonen.