Åbent i dag: 10-17

Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog

11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. I de seneste to år har hun gjort netop det gennem sit kamera. Nu er hendes nærstudier af parkens dyr kommet på tryk i en ny fotobog. 

"I løbet af to år har jeg gennem mit kamera observeret dyrene i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. Muler, hove, knurhår og haler. Jeg har ledt efter detaljerne, der fortæller noget om det enkelte dyr og dets kendetegn. Både det åbenlyse og måske også det, vi ikke altid lægger mærke til. Derfor er billederne min oplevelse af at være på besøg i Zootopia." 

Sådan lyder det i forordet til den nye bog Dyrenes Sted, Givskud Zoo - Zootopia - set af fotograf Mette Mørk. 

- Det er fascination af dyrene, der har drevet mig til at lave denne bog. Jeg vil gerne prøve at vise særlige detaljer eller kendetegn, som man måske ikke umiddelbart ser, som har været med til at give arten sit navn eller blot viser dyret på en måde, man måske ikke typisk ser det. Jeg håber, at bogen kan give læseren tid og ro til at nærstudere parkens dyr, på samme måde som jeg har gjort det, siger Mette Mørk. 


Fotografen har nydt at komme rundt til alle dyrene i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. Nogle er fotograferet få gange, andre rigtig mange gange. Nogle billeder er skudt i de tidligere morgentimer, andre opad dagen. Også sæsonerne varierer. Så der er stor variation i udtrykket.

Og selvom der er forskel på arterne, er det tydeligt, at sanserne er i gang hos alle hele tiden; 

- Jeg har forsøgt at fange dyrene så naturligt som muligt, fordi det lige præcis er det, der gør det så interessant. Men man kan dog ikke ubemærket snige sig ind på dyrene. Det har jeg nogle gange troet, når der har været helt stille i parken, men hver gang er jeg blevet "sanset" - vist ved et vendt øre eller et hurtig blik til siden, og så måtte jeg erkende, at jeg var afsløret.

Bredt samarbejde om bogen
Mette Mørk er til daglig fotograf på Vejle Amts Folkeblad, og bogen er blevet til i et samarbejde mellem fotografen, avisen og GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA med støtte fra Vejle Kommune.
Mette Mørk har taget alle billeder til bogen, og GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har hjulpet med at udvælge billeder og skrive tekster hertil. 

- Selvom man måske har lyst til at rejse ud og se verden og det frie vilde dyreliv, kan det være svært. Heldigvis har vi mulighed for at se og lære om truede arter lokalt i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, og den oplevelse vil jeg gerne gøre endnu mere konkret med denne bog, som læserne kan fordybe sig i.
 
Udgivelsen af bogen markeres fredag den 12. april 2024 med en privat reception i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. Det er muligt at købe den nye bog i parken. 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.