Åbent i dag: 10-17

Redningsaktion mellem løverne

20. juli 2017
Vagtleder Christian Unmach sørger for at hjælpe gæster sikkert ud, hvis deres bil går i stå inde i løveanlægget.Indimellem sker det, at biler får motorstop inde i løveanlægget. Derfor er personalet i GIVSKUD ZOO altid klar til at træde til, så gæster i havarerede biler kan blive hjulpet ud.

- Hallo, Christian?


- Ja, det er Christian.


- Inde i løveanlægget har vi en bil med motorstop. Den lugter lidt brændt og kan ikke starte.


- Jeg er der om to sekunder.


Efter kaldet på radioen sætter vagtleder i GIVSKUD ZOO, Christian Unmach, hurtigt kurs mod løveanlægget og er fremme på et øjeblik. En bil er gået i stå, og vagtlederen skal beslutte, hvordan gæsterne i bilen bedst og ikke mindst sikrest kan hjælpes ud af indhegningen.


- Vi har flere muligheder. Vi har traktorer, der løbende patruljerer i anlægget. De har påmonteret store "puder", så de kan skubbe bilerne ud. Vi kan trække biler ud ved hjælp af anhængertræk. Eller vi kan vælge at køre et køretøj helt op på siden af den havarerede bil - og så redde gæsterne over i den. Men det sker dog stort set aldrig, forklarer Christian Unmach og tilføjer:


- Det ville kun være i yderste tilfælde, at vi gjorde det. Hvis der for eksempel var brand i en bil, og det skulle gå rigtig stærkt med evakuering. Ellers sørger vi for, at gæster bliver inde i køretøjet, og så hjælper vi dem og bil ud af anlægget.  


Løverne er ude undervejs
Når biler går i stå inde ved løverne, har sikkerhed førsteprioritet. Derfor tilkaldes der masser af folk, som kan placere køretøjer rundt om bilen. Derved hjælper de med at blokere for løverne og holde dem på afstand. Hjælpen er nemlig nødt til at foregå, mens løverne er ude.


- Vi kan ikke bare lige lukke løverne ind i stalden, mens vi skal hjælpe. De kan ikke kaldes ind på kommando for så at blive lukket ud igen. De er vant til at blive lukket ud om morgenen og ind hen ad aften. Så i hver enkelt situation må vi vurdere, hvordan vi hjælper gæsterne på bedste vis - mens løverne er ude i anlægget, forklarer Christian Unmach.


Klar til flere redningsaktioner
Gæsterne, hvis bil satte ud denne dag, endte med at blive trukket ud af løveanlægget ved hjælp af anhængertrækket.


- Det gik fint, og vi fik tilkaldt en mekaniker, der kunne afhente køretøjet til reparation, fortæller Christian Unmach.


Det sker nogle gange om året, at hjælpeaktioner i løveanlægget er nødvendige. Så Christian Unmach forventer at skulle rykke ud et par gange over sommeren.

- Det skal vi nok være klar til. Og så er det vigtigt lige at nævne, at gæster ikke behøver at være bange, hvis deres bil går i stå inde hos løverne. De skal bare blive i bilen. Og så skal vi nok få dem sikkert ud af anlægget.  

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Vilde vandhuller 2024
07. maj 2024
Tag på en våd og sjov ekspedition i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs fredede moseområde ved eventen Vilde Vandhull…
For første gang: pingvinunger kommer til verden
06. maj 2024
For første gang nogensinde er der kommet pingvinunger i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
Derfor vender fugle deres æg
06. maj 2024
Gæster i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har måske bemærket, at parkens fugle vender deres æg i rederne. Det…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.