Åbent i dag: 10-18

Sådan hjælper du dyr om vinteren

14. februar 2024
Der er flere ting, du kan gøre hjemme i haven for at hjælpe danske fugle, insekter og smådyr med at klare sig igennem vinteren. 

Når frostgraderne sætter ind om vinteren, kan dyr blive udfordret, fordi det bliver sværere at finde ly og føde. Men med enkelte tiltag kan du hjælpe dyrelivet og være med til at give danske smådyr bedre betingelser for overlevelse i vinterkulden.

- Naturen er smart indrettet, og dyr har forskellige metoder til at overleve i de kolde måneder, blandt andet ved at opbygge vinterforråd, migrere væk eller gå i dvale, hvor de ”sover vinteren væk”. Nogle skal også søge efter føde og finde ly, og dem kan vi give en hjælpende hånd hjemme i haven, fortæller biolog og formidler i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Marie Kristine Warming.

Væske og føde
For de dyr, der ikke går i dvale, er det nødvendigt, at de kan finde føde og væske i de kolde måneder.

- Det vil være rigtig godt, hvis man som haveejer har bærbærende træer og buske, fordi det kan give fødemuligheder om vinteren. Også staudebede bør man lade stå, fordi selvom de visner, kan de bære næringsrige frø, forklarer Marie Kristine Warming.

Har man et foderbræt, kan man sørge for at holde det fyldt. Man kan hænge mejsekugler op eller opsætte foderautomater til for eksempel fugle og egern.     
Også frisk vand kan man hjælpe med i form af et fuglebad.

- Så gælder det selvfølgelig om at fylde fuglebadet fra tid til anden og banke is væk, hvis det fryser helt til, siger formidleren og tilføjer:

- Og så er det vigtigt at huske, at hvis du først begynder at lægge foder ud til dyrene, skal du fortsætte vinteren igennem, fordi du vænner dyrene til at, der er mad.

Et sted at hvile
De dyr, der ikke går i vinterdvale, har stadig brug for hvilesteder, så dyrene kan klare sig igennem frostnætter og vinterdage uden at fryse ihjel. Også det kan man hjælpe med som haveejer. 

- Hvis der er god, tæt vegetation i ens have med bunddække og dynger af blade og kvas, giver det en mulighed for læ for dyrene, og nogle arter graver sig simpelthen også ned i jorden. Også en god stor kompostbunke kan anvendes, fordi den kan være frostfri inde midti. Og endelig kan man selv bygge eller købe små huse, som dyrene kan bruge til deres vinterophold, siger Marie Kristine Warming. 

Du kan lære meget mere om, hvordan dyr klarer sig igennem vinteren ved særudstillingen Sådan holder dyrene varmen her i vinterferien i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Udstillingen kan opleves i Oddersalen ved området P3. Den er åben frem til på søndag den 18. februar, hver dag fra kl. 10.30 til 15.45.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Farvel til Richard og velkommen til Rasmus
01. maj 2024
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har fået ny direktør. Richard Østerballe har overladt stafetten til Rasmus Sebasti…
Nu kan du opleve nil-letjer
30. april 2024
Når man kører på safarituren rundt i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, vil man fremover kunne opleve parkens nyeste…
Børneshow: Onkel Reje
30. april 2024
Lørdag den 11. maj byder GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA endnu engang på et underholdende sjov for hele familien, n…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.