Åbent i dag: 10-17

Løvehan blev aflivet

10. januar 2022
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har ikke længere en avlshan hos løverne. Uhensigtsmæssig adfærd over for de andre løver betød, at parken var nødsaget til at aflive ham.

Normalt kan gæster opleve en stor løvehan, når de kører rundt i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store løveanlæg. Men pt. er der ikke en løvehan i området.

- Desværre har vi set os nødsaget til at aflive vores løvehan. Vi ville gerne have undgået det, fordi han var forholdsvis ung og havde stærke gener, så vi ville gerne have opbygget en stor flok med ham, og vi havde regnet med, at han kunne være flokleder her i parken i den næste årrække. Men uhensigtsmæssig adfærd fra hans side gjorde, at vi så os nødsaget til at tage ham ud af flokken, fortæller Kim Skalborg Simonsen, der er biolog og kurator i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

Angreb egne unger
Da hanløven blev avlshan i parken for et par år siden, kunne han sagtens gå sammen med hunløverne i anlægget.
Men ifølge biologen ændrende det sig, og hanløven har flere gange angrebet sine egne unger, også selvom de ikke var særlig store. Samtidig har han været på kant med hunnerne flere gange, da disse beskytter deres unger.

- Der er jo tale om store rovdyr, som kan slå hinanden ihjel, hvis de bliver uvenner. Og da hannen er markant større end de andre, udgør han en risiko for hele flokken, hvis han bliver aggressiv, fortæller Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Samtidig er der et spørgsmål om hanløvens trivsel, som vi skal tage højde for. Da han begyndte at angribe de andre løver, måtte vi adskille ham fra flokken. Men løver er sociale flokdyr, så isolation er ikke optimalt for dem. Heller ikke for vores hanløve, og vi ville ikke byde ham et liv isoleret fra de andre dyr. 

Ingen mulighed for at sende videre
Udover at være biolog og kurator i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er Kim Skalborg Simonsen stambogsfører for de afrikanske løver i det europæiske avlssamarbejde, så han har det brede overblik over, hvilke løver der er i hvilke zoologiske haver og dyreparker – og hvem de nedstammer fra.
Så biologen så på mulighederne for at sende hanløven videre til et andet sted, da denne ikke kunne blive i Givskud.

- Vi tilbød andre zoologiske haver mulighed for at overtage ham, men med den uheldige adfærd, var der ingen interesse for det. Og det kan man jo i og sig godt forstå, det det medfører en risiko for resten af flokken. Derfor blev løsningen aflivning af hensyn både til vores egen flokkens sikkerhed og af hensyn til hanløvens trivsel.

Med aflivningen skal Kim Skalborg Simonsen nu se på muligheden for at hente en ny hanløve til parken, så der fortsat kan arbejdes med at etablere en stor stærk flok, så avlsarbejdet med de truede løver kan fortsætte i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Der vil dog gå et par år, inden en ny han kan introduceres for parkens hunner. Over vinteren er der nemlig kommet to kuld unger, og de skal vokse sig større, før de møder en ny han. Hvis de er for små, vil en ny han aflive dem.

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Vilde vandhuller 2024
07. maj 2024
Tag på en våd og sjov ekspedition i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs fredede moseområde ved eventen Vilde Vandhull…
For første gang: pingvinunger kommer til verden
06. maj 2024
For første gang nogensinde er der kommet pingvinunger i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
Derfor vender fugle deres æg
06. maj 2024
Gæster i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har måske bemærket, at parkens fugle vender deres æg i rederne. Det…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.